?En litterær ildkugle?. Sådan beskriver Naja Marie Aidt det babylonske epos ?Gilgamesh?. Fortællingen har brændt sig vej gennem verdenshistorien, lige fra dens spæde begyndelse for fire tusind år siden og helt op til i dag. Gilgamesh er en tragisk tyran, to tredjedel gud en tredjedel menneske, høj som et hus og på jagt efter udødeligheden. Alligevel føler man, selv i dag, at hans historie også er vores. Gilgamesh er konge i byen Uruk. Hans mor ? en alvidende gudinde ? siger om ham, at han plages af et ?hvileløst hjerte?. Han drives af en rastløshed og kan ikke affinde sig med begrænsningerne i sit væsen. Først vil han opnå berømmelse på slagmarken, senere vil han være udødelig, og til slut jagter han ungdommen. Fortællingen bæres videre af en storm i hans hjerte, der fører ham evigt videre og vildere frem. I den første halvdel af bogen skildres hans triumfer, i den anden hans nederlag. Omdrejningspunktet er venskabet mellem Gilgamesh og Enkidu og den store sorg og vrede, der rammer Gilgamesh, da vennen dør. Gilgamesh går fra hinanden i sorg, han bryder sammen og ved ikke længere, hvem han er uden Enkidu. Desperat jagter han den eneste udvej fra dødens greb, han kan komme i tanke om; vismanden Uta-napishti, der opnåede udødeligheden. Men vismanden må skuffe ham, for han blev udødeliggjort under omstændigheder, der ikke lader sig genskabe; Syndfloden, der vaskede jorden ren for mennesker. Gilgamesh vender hjem som en slagen mand, mere menneske end nogensinde før, men netop når alt håb synes borte, afslutter helten sin historie med ordene: ?Se Uruks mure!? Dermed gentager han fortællingens begyndelse, og det går op for læseren, at han har været tekstens fortæller hele vejen igennem, og at dette er en slags autobiografi i tredje person. Gilgamesh skrev ved sin hjemkomst eventyret ned og fandt ro. Den rastløshed, der havde plaget ham hele livet, ender altså her, med begyndelsen af den historie, vi har læst. I fortællingen finder Gilgamesh den udødelighed, der blev nægtet ham som menneske.